Når du sidder klinet til skærmen til sommer for at følge med i Tour de France og det danske cykelhold Team Saxo Bank, så bliver det den sidste Tour, hvor du vil høre om dét holdnavn.
Hovedsponsoren Saxo Bank har nemlig valgt at trække sig ved udgangen af 2010. Ét år tidligere end planlagt. Banken har valgt at udnytte en mulighed i kontrakten, der gør, at de kan trække sig før tid.
"Vi er meget glade for den rejse, vi har været på sammen. Branding-effekten har været markant, og gjort Saxo Banks navn bedre kendt verden over, men vi må også erkende, at sponsoratet ikke har været optimalt til at ramme bankens snævre målgruppe," lyder det i en pressemeddelelse fra bankes to stiftere og direktører, Kim Fournais og Lars Seier Christensen.
De mener, at cykelholdet vil have større gavn af sponsor, der henvender sig til et bredere publikum.
Men holdejer Bjarne Riis er fortrøstningsfuld.
"Vi er allerede i gang med, at finde en ny hovedsponsor til holdet i 2011 og årene derpå. På det punkt er vi meget fortrøstningsfulde, da vores hold er i den absolutte verdensklasse og vores produkt er helt unikt," skriver hen ligeledes i en pressemeddelelse.