Politiet har afblæst eftersøgningen af den 22-årige kvinde, der forsvandt fra sin bolig i nat.
Kvinden blev her til eftermiddag fundet i en plantage i Glim ved Roskilde, hvor hun lå og sov, oplyser politiet.
Det var pårørende til kvinden, der fandt hende, og de pårørende fik prajet en helikopter, der sørgede for, at en ambulance og politiet kom frem til stedet.
Kvinden er nu bragt til undersøgelse. Det tyder ikke på, at hun har lidt overlast af sit lange ophold udendørs.
Den 22-årige bruger normalt kørestol, da hun lider af en sygdom, som betyder, at hun ind imellem besvimer. Derfor vakte det stor bekymring, da hun forlod sit hjem uden kørestolen.