Det er ejeren af bageriet, som selv var på arbejde, da der lørdag morgen opstod kraftig brand i Bazar Vest i Aarhus.
Østjyllands Politi bekræfter, at der er fundet et lig inde i den nu nedbrændte bygning, og at man formoder, at det er denne bager, det drejer sig om.
Tidligere har samme bageriejer været udsat for påsatte brande i et andet bageri, han ejede. Det skriver Jyllands-Posten.
Med en måneds mellemrum oplevede han i efteråret 2010 påsatte brande i Alis Bageri på Grimhøjvej 7, som ligger nær indkøbscentret Bazar Vest i Brabrand. Noget der førte til, at han lukkede han bageriet.
Sidste år i maj-måned udbrændte et andet bageri på Grimhøjvej, Damas Pita Bageri, hvor tre personer undslap flammerne. To gange før havde der forinden været brandforsøg mod bageriet.
Jyllands-Posten talte dengang med flere af de berørte fra bageribrandene, og disse personer var ikke i tvivl om, at konkurrenter stod bag for at skaffe sig markedsandele.
Politiet bekræftede på det tidspunkt, at man arbejdede ud fra, at der var en sammenhæng mellem de mange bageribrande.
Om det er tilfældet med dagens brand, vil Østjyllands Politi endnu ikke oplyse.
- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt fortælle, om branden efterforskes som påsat eller ej, siger Jens Rønberg, vagthavende ved Østjyllands Politi, til avisen.
Eksplosionsbranden blev meldt til alarmcentralen omkring klokken fem lørdag morgen.
Kilde: Jyllands-Posten