En 70-årig mand, der i sidste weekend blev meldt savnet, efter at han ikke kom hjem som ventet fra en kajaktur, er fundet død.
Det bekræfter vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig.
- Vi får en anmeldelse lørdag klokken 14.33 fra en person, der har fundet en person liggende i vandkanten på Nordlolland ved Keldernæs, og så rykker vi ud.
- Vi kan bekræfte, at det er ham, vi har ledt efter i den seneste uge, siger Søren Østervig søndag morgen.
Den 70-årige blev efterlyst, efter at han ikke kom hjem som aftalt ved 18-tiden lørdag i sidste weekend efter en kajaktur ud for Vigsnæs på Lollands nordkyst.
Senere blev der fundet en tom kajak på den østlige side af Askø, der ligger ud for Lollands nordkyst.
Trods intens eftersøgning lykkedes det ikke at finde manden, og redningsindsatsen blev indstillet, da man opgav håbet om at finde ham i live.
De pårørende er underrettet om fundet af den afdøde. Selv om der ifølge politiet er tale om den forsvundne 70-årige, skal det endeligt bekræftes ved et ligsyn.
- Han skal identificeres 100 procent. Der er nogle ting, som meget kraftigt indikerer, at det er ham, men det skal være 100 procent sikkert, siger Søren Østervig.
Det vides ikke, hvorfor den afdøde faldt i vandet fra sin kajak.
/ritzau/