Det var i går noget af en verbal øretæve, Brian Nielsen sendte i hovedet på boksepromotor Kalle Sauerland, da han kaldte ham "idiot".
Men det er ikke noget, Sauerland lader sig påvirke af.
"Det tager jeg ikke så tungt. Jeg ved, hvordan Brian er, og jeg ved, at han elsker mig," siger han til Ekstra Bladet og tilføjer:
"Jeg morer mig ofte over ting, Brian siger."
Det er et spørgsmål om penge, der har fået bokseren op i det røde felt. Brian Nielsen er nemlig vred over, at Sauerland nu kun vil give ham halvdelen af det beløb, som han ellers tidligere har tilbudt ham for en kamp mod den amerikanske legende Evander Holyfield.
"Men jeg vil ikke gå ind i en offentlig diskussion af tal. Den side af sagen diskuterer vi andre steder," siger promotoren.
Brian Nielsen har ikke bokset siden 2002, og han lægger ikke skjul på, at pengene ikke længere hænger på træerne i baghaven. Men den temperamentsfulde bokser lader sig dog heller ikke spise af med hvad som helst.
"Det kan godt være, at jeg er på røven, men så meget på røven er jeg altså heller ikke," siger han.
Heller ikke det kan ophidse Sauerland.
"Så længe der ikke er en underskrevet kontrakt og en kampdato, kan Brian jo ikke hidse sig op over alt muligt. Lad os nu lige tage det i det tempo, det kommer," siger han.