Frygten for en folkelig opstand får nu Saudi Arabien til at indføre forbud mod alle protester og demonstrationer.
Det oplyste landets indenrigsminister på statsligt tv, skriver BBC.
Han sagde, at landets sikkerhedsstyrker vil tage alle midler i brug for at forhindre forsøg på at forstyrre den offentlige orden.
Saudi Arabiens shiamuslimske mindretal har de seneste uger demonstreret i landets østlige del for at få løsladt fanger, som de mener holdes fængslet uden rettergang.
I sidste måned lancerede kong Abdullah en gaveregn til folket bl.a. en 15 procent lønstigning til offentligt ansatte i forsøget på at beskytte landet mod den revolutionære bølge, der ruller gennem de arabiske lande.
Kilde: BBC