Det er nu afgjort, at CSC Saxo Banks bjergkonge, Carlos Sastre, bliver kronet som vinder af Tour de France. Det sker i morgen på Champs Elysees i Paris, hvor feltet cykler i optog.
Det bliver dermed også første gang nogensinde, at et danskejet cykelhold kan fejre Tour-sejren.
På dagens 53 kilometer lange etape formåede spanieren at holde sig langt foran både Cadel Evans og Bernhard Kohl.
Carlos Sastre kom i mål på en 12. plads, hvor han kom ind to et halvt minut efter enkeltstartsvinderen Stefan Schumacher fra Gerolsteiner.
- Det er en speciel dag for hele holdet. Uden dem ville en sejr ikke have været muligt, siger Carlos Sastre til TV 2 Sporten.