Carlos Sastre brugte gårsdagens hviledag i Vuelta a Espanã til at skælde ud på sit hold Cervelo Test Team.
"Som jeg sagde, da vi startede vueltaen, så er det her hold ikke det, som jeg foretrækker. Det er ikke på nogen måde et balanceret hold," siger Carlos Sastre til cyclingnews.com.
Det spanske temperament kommer dog ikke op i samme højder, som da Sastre forlod Team CSC og Bjarne Riis i 2008.
Her var sigtekornet stillet skarp på Riis, og spanieren beskyldte holdejer-Riis direkte for at splitte holdet og ligefrem ønske et dårligt resultat i vueltaen.
Fakta i dette års udgave af Spanien rundt er, at tre ryttere fra Cervelo allerede har pakket kufferten, fordi strabadserne var for store.
Og det bekræfter den 37-årige cykelrytter i sin tro på holdkammeraternes manglende kvaliteter.
"Jeg spurgte efter ryttere som vidste, at de kunne køre vueltaen fra start til slut. Ikke kun et stykke af vejen. Uden opbakning fra holdet, i den taktiske kamp, så bliver svært for mig," fortæller spanieren.
Cervelo Test Team lukker ned efter denne sæson, og Sastre har allerede lavet en aftale med Team Geox. Dermed er brokkeriet, kort før, spanieren smutter til et nyt hold, ved at blive en tradition.
Sastre ligger i øjeblikket på en skuffende 9. plads 4.53 minutter efter Joaquin Rodriguez, som fører etapeløbet. Men han er stadig optimistisk inden de sidste etaper.
"Jeg ser stadig positivt på løbet, fordi jeg giver alt, hvad jeg har i mig, og så er der ikke mere, som jeg kan gøre. Jeg mener, at jeg har den form, som jeg skal have," forklarer Carlos Sastre.