Mængden af de populære og billige afdragsfri lån skal ned. Det har fået flere eksperter til at sige, at det vil gå ud over Udkantsdanmark, fordi realkreditinstitutterne vil reservere lånene til boligejere i de store byer, hvor der er den mindste risiko.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen afviser dog over for Jyllands-Posten, at boligejerne på landet skal være nervøse.
"Jeg køber ganske enkelt ikke den præmis. Mængden af afdragsfrie lån er mindre på landet end i byerne i dag. Det taler jo for, at det er i byerne, sektoren med fordel kan begrænse. Jeg ville derfor være mere nervøs for ikke at få et afdragsfrit lån, hvis jeg skulle købe en lille toværelses lejlighed i København til en meget høj pris, end hvis jeg skulle købe en god og billig bolig til en halv mio. kr. i et mindre bysamfund," siger Henrik Sass Larsen.
"Rettidig omhu"
Han advarer sektoren mod at forhindre boligejere i landdistrikterne adgang til de afdragsfrie lån.
"Vi holder øje med sektoren. Vi vil indsamle data og se, om der sker ændringer i udlånsmønsteret. Hvis det sker, hører sektoren fra os," siger Henrik Sass Larsen til Jyllands-Posten.
Det er finanskrisen, der nu får ministeren til at gribe ind og udvise “rettidig omhu,” som han siger.
Ifølge Realkreditforeningen fylder de afdragsfrie lån i dag 56 procent af de samlede udlån. Det skal altså i fremtiden nedbringes med 1 procentpoint.
Muligheden for afdragsfrie boliglån blev vedtaget af et bredt politisk flertal på Christiansborg i 2003. Men lånene er blevet så populære blandt danske boligejere, at det nu, ifølge ministeren, er nødvendigt at begrænse afdragsfriheden.