Forholdet mellem tidligere og nuværende kærester er ofte anstrengt, og indimellem ender det i hadefulde opgør. Men det er langt fra tilfældet i forholdet mellem ekstennisspilleren Frederik Fetterleins seneste romancer.
Ekskæresten, Saseline Sørensen, lufter i denne uges udgave af Her og Nu sin store tilfredshed med Fetterleins forlovede, Charlotte Damsgaard. Det er specielt forholdet til eksparrets søn, Sean, der varmer.
"Charlotte er sød, og hun er super god sammen med Sean, hvilket er det vigtigste for mig. Når de nu skal giftes, kommer vi jo til at have noget med hinanden at gøre resten af livet, så derfor er jeg selvfølgelig glad for, at det er sådan en sød pige, Frederik har fundet," siger Saseline til ugebladet.
Den tidligere S.O.A.P-sangerinde har også genfundet kærligheden. Hun danner i dag par med dj'en Morten Breum.