SAS har i årevis vidst, at der var svære sikkerhedsproblemer med fly af typen Dash-8.
Flyet er nu forulykket to gange på tre dage.
En tidligere chef i flyselskabet siger til Nyhedsavisen, at SAS allerede for flere år siden begyndte at miste tillid til den canadiske flyfabrik Bombardier, der bygger Dash-flyene.
SAS kontaktede nemlig selv – i mangel på tillid til, at fabrikken selv fortalte om alle fejl – en række andre flyselskaber for at høre om deres problemer med samme flytype.
Dermed blev SAS fuldt ud orienteret om den lange række af tekniske problemer, der har plaget Dash-8.
Konstante problemer
Kilden, der ønsker at være anonym, siger, at SAS konstant havde problemer med flyene og til sidst »helt mistede overblikket« over de utallige fejl, der blev ved med at dukke op under flyvningen med Dash 8.
»Det var ikke til at holde styr på. Den ene dag var der bremsefejl, den næste dag var der røg i cockpittet, og den tredje dag var det hjulene,« siger kilden.
De nye oplysninger bekræfter, at SAS efter søndagens ulykke i søndags udtalte sig i strid med sandheden ved at påstå, at flyet var sikkert, og at der var tale om en »enkeltstående« episode.
SAS var på det tidspunkt fuldt ud vidende om, at Dash 8-flyet havde været indblandet i ulykker andre steder i verden – for eksempel i Japan i marts 2007.
Her måtte det nødlande på næsen med 60 passagerer, fordi et næsehjul ikke ville folde sig ud.
Det fik det japanske luftfartsselskab All Nippon Air til at holde alle dets Dash-fly på jorden. SAS siger selv, at de ikke fortalte om den japanske ulykke, fordi Bombardier fortalte dem, at ulykken ikke havde noget med flyets type at gøre.
Undersøgelser ikke slut
Men ifølge det canadiske transportministerium er undersøgelserne af årsagen til flystyrtet slet ikke færdige endnu. Og dermed ved ingen endnu, om der er en sammenhæng mellem de danske ulykker og den japanske ulykke.
SAS svenske kommunikationsdirektør, Bertel Terners, fastholder dog, at man søndag stolede på oplysningerne fra Bombardier.
»Men jeg vil da godt sige, at tilliden til Bombardier er ved at rykke mod kanten,« siger Bertel Terners.
SAS fremgangsmåde møder hovedrysten hos Hans Stigaard, der er tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn.
»Det undrer mig, at SAS så stædigt valgte at fastholde, at det var et enkeltstående tilfælde i Aalborg. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at flyet Dash 8 har været indblandet i ret mange ulykker verden over,« siger Hans Stigaard, der nu som konsulent vurderer flysikkerhed for en række lufthavne verden over.