De danske stewardesser i SAS skal spænde livremmen ind.
I de krav, som SAS har lagt frem til kabinepersonalet, er den gennemsnitlige nedgang i månedsløn og tillæg beregnet til 4.260 kr. for en stewardesse, og 5.861 kr. for en purser.
Det skriver nyhedsbrevet Take Off.
Alle, der er ansat før 2006 får pensionstillæg på 15 procent til en gennemsnitsløn på 30.224 kr. plus forskellige tillæg.
Samtidig kræver SAS, at der skæres syv procent af det såkaldte rådighedstillæg. Det kommer oveni den nævnte gennemsnitsløn og er på ca. 5.000 kr. om måneden.
Kabinepersonalets forening, CAU, har tidligere afvist sparekravene.
Den samlede besparelse for kabinepersonalet i Danmark skal ende på 150 mio. kr., skriver Take Off.