SAS har inden for det sidste år misset adskillige vedligeholdesfrister på deres fly, og har derfor måtte stå til regnskab for overtrædelsen over for Skandinavisk Tilsynskontor og Statens Luftfartsvæsen (SLV).
Men Skandinavisk Tilsynskontor og SLV afgjorde på et møde tirsdag i Bodø, Norge, at redegørelsen ikke var fyldestgørende. SAS skal derfor inden nytår aflevere endnu en redegørelse for, hvorfor vedligeholdelsen ikke er i orden.
Utilstrækkelig kontrol
»Noget tyder på, at selskabets egenkontrol ikke været god nok, og så har det haft problemer med at indføre et nyt computersystem, der skal tjekke vedligeholdelsen. Det betyder ikke, at der decideret har været fly i fare, men reglerne skal jo overholdes,« siger Thorbjørn Anker, informationschef i Statens Luftfartsvæsen.
Thorbjørn Anker understreger, at man inden for luftfartssikkerhed bliver nødt til at være meget nøjagtig.
Ifølge Thorbjørn Anker er det især i forbindelse med udskiftning eller montering af dele, at der har været en kvalitetsbrist, En af de konkrete tilfælde er for eksempel, at SAS i forbindelse med udskiftning af en ventil til et mellemstykke, der fordeler brændstoffen mellem flyets motorer, overså, at man skulle udbore hullet.
»Der skete ikke noget i forbindelse med det eksempel, men når fabrikanten siger, at man skal gøre det på en bestemt måde, og man ikke gør det, så er det en formel fejl og en overskridelse af reglerne. Flysikkerhed bygger på en lang række deltaljerede procedurer, der skal overholdes. Ellers kan der ske det, at en fejl fører til en anden fejl, som fører til en tredje fejl, og så har man pludselig et problem,« siger Thorbjørn Anker.
Inden for de sidste 16 måneder har der ifølge Thorbjørn Anker været otte overskridelser fra SAS.
»Det er relativt mange overskridelser i forhold til, hvad vi normalt oplever. Og hver og en af dem er en afvigelse for meget,« lyder det fra Thorbjørn Anker.