I mere end ni døgn fløj et SAS-fly ulovligt rundt. I andet tilfælde blev der sjusket med vedligeholdelsen af flyets motorer.
SAS får hård kritik af de svenske luftfartsmyndigheder, skriver den svenske avis Dagens Nyheter.
Ifølge avisen har SAS ikke fulgt procedurerne for vedligeholdelse på sine langdistancefly Airbus A330 og A340, der primært flyver til USA og Fjernsøsten.
Sidste år var der tale om fem tilfælde. I 2005 var der tre, og SAS har selv indrapporteret fejlene til myndighederne.
- Der er tale om uacceptable og alvorlige fejl, siger driftsansvarlig i SAS-koncernen, Lars Mydland.
Han oplyser, at SAS nu har gennemført en handlingsplan for at undgå, at det sker igen.