Luftfartsselskabet SAS forsøger at ryste krisen af sig og åbner i 2013 45 nye ruter.
Fra Københavns Lufthavn åbner SAS 10 ruter, hvoraf fire er helårsruter og de seks er sommerruter, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
- Vores seks nye sommerruter går til feriedestinationer i Sydeuropa. Vi ved, at vores faste kunder, som rejser meget i forbindelse med arbejde, sætter stor pris på også at rejse med SAS, når de skal på sommerferie, siger marketingchef Robin Kristensen, SAS i Danmark.
- De værdsætter vores punktlighed og de mange tidsbesparende løsninger, vi tilbyder, tilføjer han.
De nye sommerruter fra København går til Palermo, Pula, Biarritz, Alanya, Gazipasa, Thessaloniki og Cagliari.
SAS kan i 2013 derudover tilbyde fire nye helårsruter. Kunderne kan fremover komme direkte til Newcastle, Budapest, Prag og ikke mindst San Francisco, som åbner til april med seks ugentlige afgange.
SAS åbner desuden 11 nye ruter fra Sverige og 17 nye ruter fra Norge. Fra Finland åbner SAS i alt syv nye ruter.
Billetterne til de nye destinationer bliver sat til salg fra mandag den 26. november.
/ritzau/