Skandinaviens største flyselskab, SAS, forbereder et erstatningskrav mod flyproducenten Bombardier. Siden 12. september har selskabet dagligt tabt 10-12 millioner kroner, fordi det ikke har måttet flyve med sine 27 Bombardier Dash-8 Q400-fly, der var involveret i flyulykker i Aalborg og Vilnius, hvor rustne landingstel knækkede.
På torsdag passerer SAS således aflysning nummer 1.000 på grund af ulykkerne.
Bombadier afviser ikke
I den svenske avis Dagens Industri, åbner den danske vicekoncernchef, John Dueholm, en flanke mod den canadiske flyproducent.
»I første omgang tager vi os af passagerer og besætning ombord i Aalborg og Vilnius. Når det er på plads, indleder vi et samarbejde med Bombardier om erstatning. Hvor meget, det kan handle om, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger John Dueholm.
I Sverige er der en politiundersøgelse mod SAS, men SAS siger, at de blot har fulgt flyproducentens guide i vedligeholdelse, hvor der intet har stået om landingstel.
Er det rigtigt, så kan ansvaret ende hos producenten Bombardier, hvor kommunikationschef Alec McCritchie i går over Nyhedsavisen ikke var afvisende over for et erstatningskrav.
»Nu afventer vi først de endelige haverirapporter. Men kommer der så et erstatningskrav fra SAS, så ordner vi det i fortrolighed med dem,« siger han.