Skrevet i samarbejde med Morten Runge, moru@avisen.dk
Stavanger, Cancelled - Berlin, Cancelled - Aarhus, Cancelled. Listen over aflyste fly er lang i Københavns Lufthavn onsdag formiddag.
Efter at endnu et SAS-fly af typen Dash 8 i nat måtte nødlande i Vilnius, har SAS besluttet at holde samtlige 27 Dash 8-fly på landjorden, indtil producenten af flyene, Bombardier, er kommet med en redegørelse.
Det betyder, at flyene tidligst kommer på vingerne igen på mandag den 17. september. Det oplyste SAS Danmarks koncerndirektør, John Dueholm, på et pressemøde onsdag morgen.
Aflysningerne vil påvirke 9000 passagerer hver dag. 6000 i Danmark og 3000 i Sverige.
Selv om også Japan har haft store problemer med flytypen, afviste John Dueholm, at SAS burde have kigget på sikkerheden omkring Dash 8 før.
- Det er første gang, at vi tænker, at der er en sikkerhedsrisiko forbundet med det her fly, sagde John Dueholm.
SAS leder nu efter en samarbejdspartner, der kan skaffe fly til de ramte afgange.
Onsdag er 150 SAS-afgange til og fra København aflyst. Dash 8-flyene bruges hovedsagligt på afgange i Skandinavien, Nordtyskland, Baltikum og indenrigs.