Det danske luftrum er meldt lukket indtil klokken to i nat. Men nu melder SAS ud, at vulkanasken tvinger alle selskabets fly til at blive på jorden hele dagen i morgen.
"Situationen er så usikker på nuværende tidspunkt, så vi har valgt at aflyse alle flyvninger i morgen," siger kommunikatiosnmedarbejder i SAS, Mikkel Thrane, til Nyhedsbureauet Newspaq.
KLM og Lufthansa forsøgte i går at sende fly i luften for at teste sikkerheden, men det skridt har SAS ikke tænkt sig at tage.
"Vi overvejer ikke at teste vores fly, men vi følger selvfølgelig med i udviklingen. Vi følger de anbefalinger, som myndighederne kommer med, og dem tager vi meget alvorligt, for det er flysikkerheden, det drejer sig om," siger Mikkel Thrane.