Et SAS-fly på vej fra Oslo til Bodø i det nordlige Norge måtte onsdag vende om og lande i Trondhjem efter trykfald i kabinen. Det fortæller det norske medie Avisa Nordland.
SAS-flyet var godt på vej fra Oslo til Bodø og befandt sig over byen Levanger, da flyet blev ramt af det pludselige trykfald i kabinen.
Her ses flyets rute, inden det måtte sikkerhedslande. Flightradar24
Piloterne måtte foretage en brat nedstigning efter trykfaldet, som udløste iltmaskerne i kabinen.
– Pludselig faldt iltmaskerne ned og vi fik besked om at tage dem på med det samme, siger Tor Hammerø til Nettavisen.
Han fortæller, at flyet befandt sig i 37.000 fods højde, da trykket begyndte at falde - og at der ikke var tegn på panik blandt passagerne.
– Der blev foretaget en brat nedstigning på grund af trykfald i kabinen. Vi ved endnu ikke, hvad det skyldes, sagde SAS’ pressechef John Eckhoff til avisen kort efter hændelsen.
Han fortalte videre, at flyet nu skal have et grundigt teknisk tjek.
Flyet landede sikkert i lufthavnen i Trondhjem.