Fly = kæmpe maskiner, der gratis kan svine i luftrummet.
Sådan har kritikken mod SAS og andre luftfartsselskaber flere gange lydt i pressen. Men nu skal det være slut, mener det store danske luftfartsselskab, der netop har fremlagt en klimaplan.
Den lover blandt andet, at CO2-udslippet fra flyene skal reduceres med 20 procent, og den åbner for indførelsen af kvoter i flytrafikken.
Og det er ambitiøst, mener WWF Verdensnaturfonden, der ellers plejer at være en af SAS trofaste kritikere.
- Det er den her mentalitet, vi skal have fat i. Det er sådan, at Danmark går forrest i kampen for klimaet, lyder roserne fra WWF s generalsekretær, Kim Carstensen.
Han hæfter sig især ved, at SAS har lovet at knække kurven med et stadig større CO2-udslip. Det skal ned med 20 procent inden 12 år. Og det skal ske, selvom antallet af passagerer og dermed også flyvninger ser ud til at blive ved med at vokse.
Desuden er det ifølge Kim Carstensen glædeligt, at SAS erklærer sig positive over for at indføre kvoter til flytrafikken. Flyene har ellers tidligere gået fri fra CO2-kvoter, fordi det internationale luftrum ikke er med i den såkaldte Kyoto-aftale.
De gode hensigter fra SAS falder i en tid, hvor selskabet ellers har nok at tage fat på. De skandinaviske fly bruger for eksempel 140 gram CO2, hver gang en passager skal fragtes en kilometer. Det er næsten 40 procent mere end gennemsnittet for de europæiske luftfartsselskaber.
Læs hele SAS klimaplan her:
http://www.sas.dk/da/Om-SAS-Danmark2/Presserum/Nyhedsarkiv/SAS-mindsker-CO2-udslip-med-20-i-2020/