SAS anker den kæmpebøde, selskabet fik tildelt tidligere i dag.
Bøden lyder på 523 millioner kroner. Den kommer, fordi EU-Kommissionen har afgjort, at SAS og ti andre flyselskaber har indgået ulovlige prisaftaler på fragt.
Bøden, der tilfalder SAS, er endda ekstra stor, fordi det ikke er første gang, det skandinaviske flyselskab har været på kant med loven.
I SAS afviser man, at SAS Cargo, som er SAS' fragtselskab, har været involveret i et globalt kartel.
"Vi er meget skuffede og afviser på det kraftigste bødernes størrelse, som er helt ude af proportioner med det, som SAS Cargo har foretaget sig," siger Mats Lönnkvist, chefjurist hos SAS i en pressemeddelelse.
EU's konkurrencekommissær, Joaquin Almunia kalder det derimod beklageligt, at så mange store flyselskaber koordinerer deres priser til ugunst for de europæiske forbrugere.
Blandt de ti andre flyselskaber er Air-France, KLM og British Airways.