Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy går ind for, at der holdes en ny afstemning for at finde en partileder i det konservative parti UMP, siger kilder i partiet til det franske nyhedsbureau AFP.
Partiet er truet af opløsning efter et kaotisk og forbitret formandsopgør, hvor hans afløser skulle findes.
Sarkozy trak sig tilbage fra det politiske liv efter sit valgnederlag til den socialistiske leder François Hollande ved præsidentvalget i maj, men den akutte krise i det konservative parti har bragt ham i centrum igen.
Ekspræsidenten, som stadig er ekstremt populær på højrefløjen i Frankrig, spiste mandag frokost med sin tidligere premierminister Francois Fillon, som slås med Jean-Francois Copé om partilederposten.
- Kun Sarkozy har autoritet til at finde en løsning på denne strid, siger den tidligere udenrigsminister Alain Juppé, som var med til at danne UMP for et årti siden i et forsøg på at samle den franke højrefløj.
Fillons tilhængere samles i Nationalforsamlingen tirsdag for at drøfte, hvorvidt de skal bryde ud af partiet, hvis Copé bliver leder på baggrund af den omstridte afstemning.
Ledende politikere fra det konservative oppositionsparti sagde tidligere mandag, at det skandaleombruste valg af en ny partileder var endt med en sejr til Copé, men Fillon og hans tilhængere fortsætter med at gøre indsigelser.
Han kalder den nye stemmeoptælling "illegal", da den blev styret af personer tæt på sin rival.
Copé har sagt, at han vil træde til side for Sarkozy, hvis denne beslutter sig for et politisk comeback ved præsidentvalget i 2017.
To tredjedele af UMP's tilhængere foretrækker at se Sarkozy genopstille om fem år, selv om han forlod politik efter sit nederlag til Hollande i foråret.
/ritzau/AFP