En fransk dommer pålagde tirsdag Ryanair at betale erstatning til det celebre par. Det skriver Reuters.
Nicolas Sarkozy blev tilkendt en symbolsk erstatning på én euro. Hans hustru, den tidligere supermodel Carla Bruni, kan derimod sætte 60.000 euro (cirka 440.000 kroner) ind på bankkontoen. Hun havde dog forlangt en halv million euro i erstatning.
De to sagsøgte flyselskabet over en reklame, der blev bragt i det franske dagblad Le Parisien. Ryanair havde sat en tankeboble på Carla Bruni med teksten: Med Ryanair kan hele min familie komme til mit bryllup .
Sarkozy og Bruni blev i denne weekend gift efter længere tids spekulationer i pressen. Det skete ved en mindre ceremoni i det franske præsidentpalads.
Ryanair har det med at prøve grænser af. I en lignende sag måtte lavprisselskabet i december 2007 betale en erstatning på 8.000 euro til Sveriges tidligere statsminister Göran Persson.