Frankrigs indenrigsminister og leder af det konservative parti UMP, Nicolas Sarkozy, blev søndag officielt udnævnt til partiets præsidentkandidat, skriver AP. Dermed er der lagt op til et tæt valg i april og maj, hvor Nicolas Sarkozy skal kæmpe mod socialistpartiets Segolene Royal.
»Jeg har ikke ret til at fejle,« sagde Nicolas Sarkozy søndag foran titusinder af tilhængere i en kongreshal i Paris.
Kommentatorer forventer, at Frankrig bliver kastet ud i en meget hård og dyr valgkamp i stil med et amerikansk præsidentvalg. Den nuværende præsident, Jacques Chirac, har siddet på posten i 12 år, og det ventes ikke, at han stiller op igen.
En af de store udfordringer for Nicolas Sarkozy bliver at holde sammen på det konservative parti UMP. Frankrigs konservative premierminister, Dominique de Villepin, har endnu ikke meldt ud, hvem han peger på til præsidentposten, fordi Jaques Chirac ikke har sagt noget officielt om sin fremtid endnu. I sin tale sendte Nicolas Sarkozy således en skjult hilsen til dem.
»Jeg får brug for – og Frankrig får brug for – alle her,« sagde han.