Der var jubel uden for den borgerlige politiker Nicolas Sarkozys hovedkontor, da han i går slog den socialistiske kandidat Ségoléne Royal med 53 procent af stemmerne og blev udråbt som Frankrigs nye præsident.
- Jeg bliver præsident for alle franskmænd, sagde Nicolas Sarkozy, da han en søndag aften gik på fransk tv og forsikrede franskmændene om, at de havde stemt på ’forandringer.
Det var dog ikke alle franskmænd, der jublede over præsidentvalgets udfald. Politiet måtte tage tåregas og vandkanoner i brug, da modstandere af præsidenten begyndte at kaste med sten. Omkring 6000 demonstranter var i gaderne, hvor kampråb som ’politi over alt, retfærdighed ingen steder gjaldede. Andre steder demostreerede tilhænger af Ségoléne Royal på mere fredelig vis med en sit-down-aktion.
Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde søndag aften, at han forventer et tæt og godt samarbejde med den nye præsident, som han beskriver som målbevidst.
Bendt Bendtsen (K) mener ligeledes, at Sarkozy vil vil gavne Frankrig såvel som Europa:
- Den ny præsident står over for store udfordringer. EU skal være verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010. Her er det væsentligt, at også Frankrig trækker sin del af læsset, siger han til Politiken.
Politiske kommentatorer sagde i går, at den nye franske præsident går til posten med et stærkt politisk mandat, fordi valgdeltagelsen på 85 procent er langt højere, end den har været ved de tidligere valg i 1995 og 2002. Franskmændene er i år strømmet til valgmøder, og de har været flittige til at følge de politiske debatter på tv.