I et aktuelt interview på amerikansk tv har Sarah Palin udtalt sig om politik i en grad, der får hende til at ligne en kvinde, som står midt i en valgkamp.
Til den amerikanske tv-station Christian Broadcasting Network, CBN, berører hun både udlandspolitik, mediernes ansvar og ikke mindst Barack Obamas regering.
Interviewet til CBN var blandt andet en anledning for Palin til at hævde, at Obama slet ikke har praktiseret åbenhed i forhold til beslutningerne i Washington. Indirekte fremstod hun som alternativet, der kunne gøre det bedre.
Hun mente, at mange gerne ville have mere information fra lederen i Det Hvide Hus, men når man ringede til magtens centrum, blev man stillet videre til telefonsvareren.
Medierne burde også stramme op ifølge Palin, der som tidligere journaliststuderende ville hjælpe dem med at håndhæve ytringsfriheden.
Og hendes opsummering af situationen i Egypten var klar:
"Mubarak, han er færdig, på den ene eller den anden måde," sagde hun.
I øvrigt er et andet medlem af Team Palin, hendes datter Bristol, på vej med en erindringsbog. Mon ikke den vil berøre opvæksten i Alaska og give eksponering til mors værdier?
Kilde: CBN