Den nu tidligere bagmand i The Antonelli Orchestra, Claes Antonsen, får nu opbakning fra Sarah Grünewald, som han arbejdede sammen med i 10 år på Vild med dans.
Antonsen måtte trække sig fra sit eget orkester og se sig selv forvist fra både "Toppen af poppen" og "Vild med dans" efter afsløringerne i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".
Her stod flere kvinder frem og fortalte om grænseoverskridende og klamme oplevelser med Claes Antonsen, men nu kommer Sarah Grünewald altså trommeslageren til undsætning.
- Man tør ikke udtale sig om noget som helst andet end at jeg bare vil sige, at jeg ser sgu ikke Claes som en krænker, og det har jeg aldrig gjort. Han er min ven. Jeg tror, at mange har det sådan, men de tør ikke sige det, siger Sarah Grünewald til SE og HØR.
Sarah Grünewald er ikke den eneste, som har udtrykt sin støtte til Claes Antonsen. Han har også fået opbakning fra modellen Ulrikke Toft Simonsen, som er steddatter til Thomas Helmig, der er meget gode venner med Antonsen.
- Jeg har kendt Claes hele mit liv, og selvom jeg har stor respekt for de kvinder der står frem og fortæller om deres oplevelser, og for det opgør som de repræsenterer, så respekterer jeg også at Claes tager den på sig, og giver en uforbeholden undskyldning, lød det fra Ulrikke Toft Simonsen på instagram.