Sarah Ferguson har skrevet en børnebog, som egentlig skulle være udkommet i oktober. Udgivelsen blev herefter udsat til 20. november, og nu er den tidligere hertugindes bog trukket helt tilbage, Det oplyser forlaget bag bogen.
Bogen ““Flora And Fern: Kindness Along The Way” er efter ordre fra forlaget blevet fjernet fra Amazons hjemmesider. Forlaget New Frontier Publishing, der står bag den tidligere hertugindes bog, ønsker ikke at kommentere sagen eller svare på spørgsmål om, hvorfor bogen er fjernet fra markedet.
Det er dog næppe utænkeligt, at det kan skyldes Ferguson og eksmandens Andrews’ forhold til den skandaleombruste amerikanske finansmand Jeffrey Epstein. Det siger Neill Denny fra bogmediet “Book Brunch” til BBC. Han mener ikke, at tidspunktet er det rette for Sarah Ferguson til at udgive en bog.
Den 66-årige Sarah Ferguson mistede sin hertuginde-titel, da hendes eksmand Andrew tidligere på måneden blev frataget prinsetitlen på grund af sine tvivlsomme forbindelser til Epstein og mulige deltagelse i udnyttelse af unge piger.
Sarah Ferguson har også selv været involveret med Epstein. Hun blev for alvor suget ind i skandalen, da en e-mail-korrespondance fra 2011 mellem de to blev offentliggjort for nylig. Her omtalte Ferguson blandt andet Epstein som en “generøs, loyal og højt værdsat ven”, ligesom hun undskylder for at have kritiseret ham ved en tidligere lejlighed.
Den sag medførte, at syv velgørenhedsorganisationer droppede Sarah Ferguson som protektor eller ambassadør.