På forhånd levnede Sara Slott Pedersen sig ikke de allerstørste chancer for at løbe sig til VM-finalen i 400 meter hæk.
Den 22-årige dansker skulle nemlig løbe på bane 1, hvor hun skulle bruge for meget energi på at holde sig på banen.
Og favoritterne var da også for hurtige i den tredje semifinale i Berlin, hvor Sara Slott Pedersen kom i mål som nummer syv ud af otte.
Den danske atletikkvinde kom banen rundt i tiden 56,99 sekunder.
På forhånd havde hun sagt, at hun ville gå efter den danske rekord - men den lyder efter semifinalen fortsat på 56,40 sekunder.
Lashinda Demus fra USA vandt semifinalen. Hun er videre til finalen sammen med nummer to, Natalya Antyukh fra Rusland.