Sara Slott Petersen kom mandag aften videre fra de indledende heat på 400 meter hæk ved VM i atletik.
På det olympiske stadion i London løb den danske OL-sølvvinder fra sidste år sig ind på en andenplads i sit heat. Det var nok til at gå videre.
Danskeren løb mod blandt andre den regerende verdensmester, tjekken Zuzana Hejnová, der løb ind på førstepladsen i heatet i 55,05 sekunder.
Danskeren løb i 55,23 sekunder, hvilket var rigeligt til at komme videre.
Hendes tid var den ottendebedste blandt deltagerne, hvor 24 løbere kom videre til de tre semifinaler.
- Jeg følte mig rimelig sikker på, at jeg nok skulle gå videre. Det var stille og roligt og ikke prangende, men jeg skulle bare i top-to, siger Sara Slott Petersen til DR Sporten.
- Jeg skal helt klart finde et gear mere. Der var nogle ting, jeg ikke var helt tilfreds med. Det er det gode ved, at man har tre runder (op til tre løb ved VM, red.), så jeg satser på, at jeg får det løst, siger hun.
OL-guldvinder Dalilah Muhammad fra USA var hurtigst, da hun vandt sit indledende heat i 54,59 sekunder.
Sara Slott Petersens hidtil bedste tid i år er 54,35 sekunder, hvilket er 80 hundrededele fra hendes egen danske rekord fra finalen ved OL i Rio.
Den 30-årige dansker har haft en svingende sæson, og derfor er det uvist, hvor godt hun kommer til at præstere ved VM.
Sara Slott Petersen skal løbe semifinale tirsdag, mens finalen løbes torsdag.
Ved det seneste VM i Beijing for to år siden sluttede Sara Slott Petersen som nummer fire.
I kvindernes hammerkast blev polakken Anita Wlodarczyk verdensmester for tredje gang, og hun forsvarede således VM-guldet fra Beijing.
Den dobbelte olympiske guldvinder kastede hammeren ud på 77,90 meter.
Kineseren Zheng Wang tog sølv med et kast på 75,98 meter, mens bronzen gik til polakken Malwina Kopron efter et kast på 74,76 meter.
/ritzau/