Da FCK trænede i Parken i dag, var Cesar Santin med igen, skriver fck.dk. Santin måtte udgå med en skade i lørdagens træningskamp mod norske Stabæk.
F.C. København-spillerne trænede i halvanden time på deres hjemmebane tirsdag eftermiddag. Cesar Santin var med på træningsbanen og trænede mere eller mindre fuldt med i store dele af træningen.
Der var dog intet nyt om, hvorvidt brasilianeren deltager ved torsdagens UEFA Cup-kamp mod Manchester City.
Der var samtidig "debut" til Dame N'Doye, Johan Wiland og Martin Vingaard, som trænede for første gang i Parken. De vil være tilbage på banen igen onsdag, når den obligatoriske pre-match træning gennemføres før torsdagens europæiske opgør.