Argentina og landstræner Diego Maradona kan selv afgøre deres VM-skæbne.
Det er en realitet efter at superveteranen Martin Palermo i nat reddere Argentinas VM-håb, da han scorede til 2-1 i overtiden i Argentinas hjemmekamp mod Peru.
Med sejren kan Messi og Co. altså selv afgøre om de vil til VM i Sydafrika. Det kræver blot et uafgjort resultat i onsdagens udekamp mod Uruguay.
Kampen mod Peru udviklede sig til en ren gyser. Peru - der normalt regnes for en meget overkommelig modstander - formåede nemlig at udligne Argentinas føring i det allersidste minut af den ordinære spilletid.
Martin Palermo har ikke spillet på landsholdet i ti år, men han endte altså med at blive den fodbold-gale nations redning med sin scoring i overtiden. For den bedrift har han allerede fået tilnavnet 'Sankt Palermo'.
Diego Maradona har i sin tid som landstræner hverken bragt flot spil eller gode resultater til spillerne i hvidt og lyseblåt. Værst var 6-1-nederlaget til Bolivia og hjemmebane-nederlaget til arvefjenden Brasilien.
Skulle Argentina tabe kampen mod Uruguay - der blandt andet råder over angrebsesset Diego Forlan - kan holdet stadig misse VM. Det sker, hvis Ecuador vinder på udebane over Chile, der allerede er kvalificeret til turneringen.