Har den amerikanske sangerinde Taylor Swift sendt dig en julemandssmiley på Facebook, Twitter eller Instagram, har du måske modtaget en gave fra den populære popstjerne.
Efter hendes nye album "1989" kom på gaden i oktober og solgte intet mindre en 1,287 millioner eksemplarer den første uge, besluttede Taylor Swift sig nemlig for at vise sine fans, hvor meget hun sætter pris på dem.
Uden dog at iklæde sig et julemandskostume, valgte Taylor Swift at vise det med gaver, skriver ABC News.
Men det var ikke bare tilfældige gaver fra den lokale isenkræmmer, sangfuglen havde pakket ind.
Den 25-årige hitmager har nemlig kigget sine fans' profiler på de sociale medier igennem for at finde ud af, hvad de kan lide, og hvor de bor.
Men det var vist ikke bare gavens indhold, der faldt i modtagernes smag.
At dømme ud fra den video, Taylor Swift har lavet af sin tid som julemand, fik blot sangerindens navn på gavemærket de fleste til at græde af glæde.
Én særlig fan af "Shake it off"-sangerinden fik endda personligt besøg af den sangglade "julemand".
Se videoen med de mange glade og tårevædende reaktioner på Taylor Swifts gaveregn her:
https://www.youtube.com/watch?v=j3yyF31jbKo#t=245
Newspaq