Sangstjernen Anita Pointer, der var medlem af gruppen The Pointer Sisters, er død.
Hun blev 74 år gammel.
- Vi er dybt kede over tabet af Anita, men det trøster os at vide, at hun nu hviler i fred sammen med sin datter Jada og hendes søstre June og Bonnie, lyder det fra familien, der var til stede, da Anita Pointer lørdag døde i sit hjem i Los Angeles.
Pointer Sisters bestod af fire søstre og er bedst kendt for det store 80’er-hit "I'm so Excited". Andre hits fra den Grammy-vindende gruppe er “Slow Hand,” “Neutron Dance,” og “Jump.”
De fire søstre begyndte at synge sammen for mere end 50 år siden i deres kirke i Oakland, Californien, hvor deres far var præst. Bonnie Pointer og den yngste søster June debuterede som duo i 1969 og fik senere følgeskab af deres ældre søstre Anita og Ruth. De udgav sammen deres første album i 1973.