Med fødslen af sit første barn, Theodora Rose - også kaldt Teddy - er sangeren Robbie Williams blevet indhentet af voksenalderens forpligtigelser.
Men takket være hustruen, Ayda Field, er det ikke så skræmmende igen, synes sangeren. Og derfor er han klar til at få flere børn.
- Jeg får helt sikkert stadig min søvn. Min kone har nemlig sagt, at der ikke er en grund til, at vi begge går rundt og er trætte, fortæller han til Ritzau.
- Hun er simpelthen fantastisk. Jeg tænker bare "Du kan sagtens få en til, hvis det er", tilføjer en grinende Williams.
Den nybagte far har dog ikke helt undgået at få vendt op og ned på sit liv af sin snart tre måneder gamle datter.
Der er nemlig bleer, der skal skiftes, og flasker der skal varmes. Og det tager han alt sammen del i.
Så selvom det ikke er ham, der står op om natten og tager barnet, så er Williams stadig en engageret far.
Der er dog et problem med koncentrationen, forklarer han. Efter at have siddet og vugget i en times tid, opstår der nemlig en pludselig lyst til at se fjernsyn eller sidde ved computeren.
- Men så fem timer efter har jeg igen virkelig et behov for at få fat i hende og kigge på hende i en times tid, fortæller Williams videre til Ritzau.
- Så jeg synes helt klart, at jeg er en engageret far. I hvert fald indtil videre har jeg ikke dømt mig til at være en dårlig en af slagsen, tilføjer han.
Robbie Williams har aldrig været kendt for at være den mest ansvarlige person i verden.
Tværtimod er den 38-årige sanger ofte blevet karakteriseret som et stort barn, der bare ønsker at slappe af og have det sjovt. Men det er også noget, som Theodora Rose har ændret.
- Jeg ved endnu ikke, hvordan det har forandret mig. Det er for tidligt at sige. Men jeg ved, at der er sket et eller andet stort skifte inden i mig, siger han.
- Jeg kan ikke rigtig konkretisere det. Jeg tror, at der er opstået et behov for at være mere ansvarlig. Jeg ved endnu ikke rigtig, hvad det indebærer, men jeg ser frem til at finde ud af det, tilføjer den karismatiske sanger.
/ritzau/