Da sangerinden Toni Braxton tilbage i 1998 satte sig i sofaen over for den populære tv-værtinde Oprah Winfrey, gik det ikke helt som beregnet.
For sangerindens økonomiske problemer var nemlig et af de temaer, tv-værtinden tog op, og det passede bestemt ikke Toni Braxton.
I hvert fald var hun noget rystet over den måde, Oprah Winfrey behandlede emnet på.
- Hun var så led ved mig, jeg gik nærmest i chok, fortæller Toni Braxton i et interview med VH1.
- Hun sagde: "Jeg hører, at du har tallerkener og bestik fra Gucci. Jeg er Oprah Winfrey, og jeg har ikke engang sådan nogle ting fra Gucci", fortæller sangerinden.
- Men grunden til, at hun ikke havde de ting, var fordi hun ikke ville købe dem - ikke fordi, hun ikke havde råd til dem, siger Toni Braxton, der dengang måtte erklære sig konkurs.
- Hun fik mig til at føle mig så lille, siger Braxton i interviewet.
Toni Braxton, der hittede stort i 90'erne med blandt andet "Unbreak My Heart", har vundet seks Grammyer og solgt millioner af album verden over.