R&B-sangeren Chris Brown ankom smilende til det amerikanske Grammy-show natten til mandag, selvom han dagen forinden havde smadret sin bil ind i en mur.
Det var bilen, der kom værst ud af mødet med muren, siger stjernen:
- Et par blå mærker, men jeg har det godt, lyder det fra Brown, der var mødt op i et hvidt jakkesæt, til E! News.
Brown fortæller, at han kørte galt i sin Porsche i Beverly Hills, da han forsøgte at flygte fra aggressive fotografer.
- Paparazzofotografer har det med at gå for langt. Men det er okay. Ingen kvæstelser, lyder det fra stjernen, der var uden kæresten Rihanna på den røde løber.
- Jeg får bare en ny. Forsikring er godt, tilføjer han med et grin ifølge E! News.
Brown var nomineret i kategorien bedste urbane album ved prisuddelingen natten til mandag dansk tid for "Fortune". Prisen gik dog til Frank Ocean, som Brown tidligere har været i klammeri med.
Ulykken sker fire år efter, at Brown slog Rihanna lige inden den amerikanske musikbranches vigtigste pris.
Parret gik fra hinanden efter voldsepisoden, men har for nylig fundet sammen igen. Selvom de ikke ankom sammen, så sad de sammen i salen.
I 2009 erklærede Brown sig skyldig i vold, og han er stadig underlagt en betinget dom.
/ritzau/Reuters