Superstormen Sandys hærgen i det nordøstlige USA har ødelagt over en kvart million nye og brugte biler og lastbiler, der nu skal skrottes. Det kan føre til et opsving i salget af nye biler, siger bilproducenter og -forhandlere.
Bilproducenterne oplyser, at 16.000 spritnye biler indtil videre skal skrottes som følge af den dødbringende storm, som oversvømmede kystområder i New Jersey og New York. Mange af dem var oplagret på havnen i Newark, da Sandy slog til.
Det tal kan meget vel stige, når de to største amerikanske bilproducenter, General Motors og Ford, lægger tallene frem for, hvor mange biler de har mistet under Sandys hærgen. Endnu har ingen af de to bilgiganter givet et bud på, hvor stort deres tab har været.
Sandy, som er et af de mest voldsomme uvejr, der har ramt USA, har efterladt flere end otte millioner hjem og virksomheder i den nordøstlige del af landet uden elektricitet. Alle undtaget nogle enkelte forhandlere i New Jersey og New York havde åbent onsdag.
En del kunder med ødelagte biler kan blive nødt til at erstatte dem med en ny bil, hvilket ifølge producenterne kan puste nyt liv i bilsalget, siger Mark Schienberg, der er formand for Stor New Yorks automobilhandlerforbund.
Men, tilføjer Schienenberg, på grund af al den nød, der fulgte Sandys rasen, så mener han, at køb af nye biler ikke er det, der fylder mest i folks tanker.
USA's tredjestørste bilmærke, japanske Toyota, sagde sidste torsdag, at salget af 30.000 nye biler i oktober var tabt på grund af færre kunder, eller fordi kunderne havde udsat købet.
Hver af de store bilproducenter siger, at de venter, at salget vil rette sig op i den kommende tid. Samtidig er der udsigt til, at 16.000 nye biler skal skrottes plus de mellem 100.000 og 250.000 privatejede biler, som er blevet hærget af Sandy.
/ritzau/Reuters