Kriminaliteten i New York City har taget et markant dyk nedad i dagene efter, at det voldsomme uvejr Sandy sendte rekordstore flodbølger ind over storbyen.
Fra mandag - hvor orkanen nåede The Big Apple og dræbte 41 mennesker - og til fredag, er antallet af forbrydelser faldet med 32 procent i forhold til den samme uge året før.
I løbet af ugen har der været 86 procent færre mord, antallet af voldtægter er faldet med 44 procent, røverier med 30 procent, overfald med 31 procent og der har været 24 procent færre biltyverier. Kun antallet af indbrud er steget en smule med tre procent.
- Alt i alt har der været 1061 forbrydelser over de seneste fem dage sammenlignet med 1541 året før, siger Paul Browne, talsmand for politiet i New York City.
- Vi fortsætter med at være massivt til stede i de storm-ramte områder for at sørge for sikkerheden og hjælpe til med genopbygningsarbejdet, tilføjer han.
Lørdag blev en mand anholdt på Staten Island ved Manhattan, da han iført en jakke fra nødhjælpsorganisationen Røde Kors forsøgte at bryde ind i ubeboede huse.
Staten Island blev hårdt ramt af mandagens megastorm - cirka halvdelen af alle de dræbte i New York City døde på øen.
Politiet har lørdag sendt ekstra betjente til byens tankstationer, hvor frustrerede bilister holder i kø for at få tanket blyfri benzin og diesel.
Fredag blev 10 personer anholdt på grund af uroligheder, hvor amerikanere forsøgte at springe foran i køen. I bydelen Queens blev en mand lagt i håndjern, efter han havde truet en person med en pistol, fordi vedkommende ikke forstod køkulturen.
New York City blev hårdt ramt af Sandy - tusindvis af mennesker mistede strømmen, da byens gader blev oversvømmet og biler flød rundt mellem skyskraberne. Det populære New York Marathon er også aflyst søndag på grund af ødelæggelserne.
/ritzau/Reuters