Opdateret klokken 11.26
Østjyllands Politi fortæller søndag morgen til TV2 Østjylland, at man er på udkig efter en mand, som lørdag begik et væbnet røveri.
Røveriet skete ifølge politiets døgnrapport i minutterne op til klokken 16.18, hvor anmeldelsen kom ind, i sandwichbutikken Miss Green på Søndre Allé ved gågaden i Aarhus.
Manden bestilte en sandwich, men pludselig hev han en 20-30 centimeter lang brødkniv frem, hoppede op på disken og snuppede ifølge politiet omkring 1.000 kroner i kontanter fra kassen, hvorefter han stak af fra stedet.
Røveren beskrives som spinkel af bygning og cirka 165 centimeter høj. Han er iklædt en mørkegrøn og sort dynejakke med hvidt logo på ryggen. Han var iført mørke jeans og bar desuden en hoodie, hvor hætten var trukket op over en kasket.
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner på telefon 114.