"Vi er klar med sandsækkene, når vandet stiger."
Det er beskeden fra Vagn Lund, der er chef for det kommunale beredskab i Varde Kommune.
Metrologerne har natten til lørdag varslet tre meters forhøjet vandstand langs Vestkysten - og det kan give problemer langs Varde Å, der som det eneste større vandløb i området ikke er sikret med en sluse.
"Vi bruger en bro over åen som varsel. Hvis vandet oversvømmer broen, så ved vi, at vi skal passe på," siger Vagn Lund.
Hvis det sker, så står det kommunale beredskab klar til at opsætte skodder og udlægge sandsække inde i Varde by.
Normalt sker det, når vandet stiger 2,5 meter - men Vagn Lund mener dog ikke, at tre meters ekstra vand dermed er ensbetydende med oversvømmelser.
"Der er ret stor usikkerhed om, hvornår det rammer os," siger han.
Ifølge Jens Ringberg fra TV 2 Vejret skal borgerne langs resten af den jyske vestkyst ikke frygte noget.
"De tre meters forhøjet vandstande er ikke noget, som digerne ikke kan klare," siger han.