Det er ikke for børn at høre, hvad der egentlig gemmer sig i landets sandkasser. De er fyldte med mad, urin og opkast. For slet ikke at tale om bakterieindholdet i helt nyt sandkassesand, der kan give dårlig mave, hvis børnene spiser sandkagerne fra kassen. Det skriver Jydske Vestkysten.
Teknologisk
Institut har undersøgt nyt sandkassesand, og det er langt fra rent. Instituttet har fundet store koncentrationer af colibaktierier i det nye sand.
"Det er nok det, som har overrasket mig mest, og der er tale om så store
koncentrationer af bakterierne, at det helt sikkert vil give
maveproblemer, hvis de små får sandet i munden," siger Kaj Rosenstedt
fra Legepladskontrollen, Teknologisk Institut til Jydske Vestkysten.
Instituttet har i nogle stikprøver af nyt sandkassesand fundet helt
op til 12.000 colibakterier per kilo sand. For at badevand får det blå flag ved strandene må der ikke være over 100 colibakterier per liter vand.
En af forklaringerne på de grelle fund er, at producenterne bruger forurenet vand til at skylle sandkassesandet med.
Endnu værre bliver det, når forskerne ser på, hvordan sandet har det, når først det er kommet ud på legepladserne landet over.
Her har man fundet dyreekskrementer og rådne plantedele, madrester,
kanyler, urin og opkast på offentlige legepladser.
Det er dog ikke ren elendighed det hele. Embedslægen i Ribe, Christian Tramsen, har nemlig aldrig hørt om, at børn er blevet syge af en tur i sandkassen
"Børn bliver mere syge af ikke at lege. Jeg mener ikke, at alle børn pludselig skal til at hjem og vaske fingre," siger han til Jydske Vestkysten.
Legepladskontrollen overvejer nu, om den i fremtiden stille krav til sandets kvalitet.
Colibakterier kan nemlig give diarre, hvis man er uheldig.