Nyheden om Whitney Houstons død den 11. februar 2012 var ikke mange minutter gammel, før der blev spekuleret i årsager til sangerindens tragiske endeligt.
Men nu åbner Houstons svigerinde og manager op for detaljerne. Hun var nemlig en af de første på stedet.
I et åbent interview med Oprah Winfrey fortæller hun, hvordan hun kom gående ned af hotelgangen, da hun hørte skrig.
"Da jeg kom nærmere, så jeg Mary (Whitneys assistent, red.) i døren. Hun skreg 'oh my god'. Jeg bad hende stoppe, slappe af," siger Patricia Houston og fortsætter:
"Jeg så min bror Ray (sikkerhedsvagten, red.), som forsøgte at genoplive hende."
På det tidspunkt kom også paramedicinerne ind i rummet, og Patricia bad sin bror om at stoppe. På det tidspunkt havde Ray kæmpet så hårdt, at han selv var helt udmattet.
"Og så så jeg hende. Hun havde et fredfyldt udtryk i ansigtet. Hun lignede en, der havde fået fred," sagde Patricia, inden hun brød sammen.
Det sværeste punkt for svigerinden var, da de skulle dække Whitneys lig til og bære hende ud af værelset.
"Jeg kunne ikke klare det. Jeg råbte, at de ikke skulle røre mig. Jeg kunne ikke forlade hende. Jeg så dem dække hende til, og da vidste jeg, at det var det. Og alligevel kunne jeg ikke forstå, at det var sket," sagde hun i talkshowet.
Kilde: Oprah Winfrey