Bernie Sanders vinder Demokraternes primærvalg i Michigan, melder blandt andet de amerikanske tv-stationer CNN, FOX og NBC News.
Dermed tager Bernie Sanders en vigtig sejr i den direkte konkurrence mod den tidligere førstedame Hillary Clinton, der tidligere på natten vandt valget i delstaten Mississippi.
Michigan er nemlig traditionelt en af de vigtige svingstater, der afgør det amerikanske præsidentvalg.
- I gik imod meningsmålingerne, og I lod jer ikke kue, siger Sanders i en tale til sine støtter.
Michigan er hjemsted for langt størstedelen af den amerikanske bilindustri, som i 2009 blev reddet af en gigantisk hjælpepakke. Hillary Clinton stemte for pakken, mens Bernie Sanders stemte imod.
Det var ventet af mange, at netop den afstemning ville betyde, at Hillary Clinton kunne hente sejren i Michigan. Clinton førte således også i de fleste meningsmålinger helt op til valgdagen.
Så sent som natten til mandag dansk tid angreb den tidligere førstedame Sanders i en tv-transmitteret debat fra Michigan.
- Hvis alle havde stemt, som han gjorde, er jeg sikker på, at bilindustrien ville være kollapset. Og de havde taget fire millioner job med sig i faldet, sagde Clinton, mens hun pegede på Bernie Sanders.
Ifølge realclearpolitics.com betyder Sanders' sejr, at han henter 63 delegerede i Michigan mod Clintons 52.
Hillary Clinton sikrede til gengæld tidligere på aftenen lokaltid sig sejren i Mississippi, hvor der var 41 delegerede på spil.
Det var af amerikanske medier ventet, at Clinton ville hente en sejr i delstaten, der er en sydstat, hvor mange sorte vælgere stemmer.
Ifølge The New York Times vinder Hillary Clinton med opbakning fra 82,9 procent af vælgerne i Mississippi.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.