Samuelsen om Rusland: Det skal stoppe

Nato-landene skal fredag diskutere, om der er behov for yderligere sanktioner mod russerne, siger Samuelsen.

Et angreb med nervegift mod en russisk eks-spion i England. Ruslands annektering af Krim-halvøen. Og russeres fortsatte indblanding i vestlige landes valg.

Det er blot nogle eksempler på russisk "grænseoverskridende opførsel", som har tæret på forholdet mellem Nato-landene og Rusland - og det kalder på en samlet aktion.

Sådan lyder opfordringen fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kort før Natos udenrigsministre fredag holder møde i Bruxelles for blandt andet at gøre status på situationen i Rusland.

- Det vi har set i Ukraine, og det vi har set i Salisbury - det skal have en ende, siger Anders Samuelsen.

- Enkelt lande skal ikke træde frem og gøre noget særligt. Vi skal sørge for sammen at lægge et markant pres, siger han.

Om det kræver flere strikse sanktioner mod Rusland skal diskuteres under udenrigsministermødet.

Senest blev talrige russiske diplomater udvist verden over. Og Nato-landenes militær er ligeledes i højt beredskab for at kunne svare igen på russiske magtdemonstrationer.

- Man kan sige, at vi eskalerer en konflikt ved at være til stede.

- Men målet er på den måde at deeskalere og sende et klart signal om, at vi har en solidaritet i den vestlige verden, siger Samuelsen.

Russernes opførsel har ifølge udenrigsministeren på den måde fået den vestlige verden til at rykke tættere sammen i solidaritet.

Men på trods af at russerne kan have udsigt til yderligere sanktioner, skal den politiske dialog være i højsædet.

Det er den strategi, som er vejen frem, lyder det.

- Der, hvor det giver mening, skal man have en dialog med russerne, hvor man forsøger at få dem ind på det rigtige spor.

- Det er jo heller ikke i russernes egen interesse at fortsætte ned ad det spor, som bare er en blind vej for dem, siger han.

Fredagens udenrigsministermøde fungerer som vigtig forberedelse til næste Nato-topmøde, der skal holdes i Bruxelles til juli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.