Fredagens samråd mellem klimaordførerne og klimaminister Connie Hedegaard (K) trækker ud.
Samrådet, der efter et par timer blev afbrudt for at give plads til et andet møde, fortsætter senere fredag, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu også skal spørges om finansieringen af hele klimaaftalen.
Hvad der er konkret er blevet spurgt om - og svaret på - på mødet er endnu uvist, men Connie Hedegaard forsøgte i pausen at se fremad.
"De har fået en meget klar og grundig redegørelse, og jeg kan kun opfordre til, at vi nu ser fremad og kommer videre. Der venter os en ret stor opgave," siger hun.
Hun afviser også, at der er magtkampe mellem Statsministeriet og Klimaministeriet.
"Vi har aldrig koordineret så tæt, som vi gør nu. Der kommer forskellige synspunkter frem, det er klart. Men der er ingen, der er i tvivl om, at vi i fællesskab går efter at få den mest ambitiøse aftale, vi overhovedet kan få i København," siger ministeren.
Connie Hedegaard mener ikke, hun skylder en forklaring på hendes forhold til den afgåede chefforhandler, Thomas Becker.
"Det er ulykkeligt, at klimaforhandleren er gået, men jeg står altså med et hold på 45 dygtige medarbejdere. De har jo også krav på, at de på et eller andet tidspunkt kan komme til at koncentrere sig om den væsentlige opgave."