Sampdoria-dansker med succes: Tid til at komme videre
Joachim Andersen har det seneste år været fast mand på Sampdorias hold i Serie A, og nu vil han videre. Han melder selv om stor interesse for ham. Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter en sæson med succes for Sampdoria vil den 23-årige midterforsvarer Joachim Andersen videre denne sommer.

Forsvarsspilleren Joachim Andersen er klar til at tage det næste store skridt i karrieren.

Efter et år med fast spilletid i Serie A-klubbens Sampdorias midterforsvar søger den 23-årige dansker denne sommer efter en endnu større udfordring.

- Der er meget stor interesse, og jeg kigger på mine muligheder.

- Jeg har elsket min tid i Sampdoria - både fansene, præsidenten, staben, spillerne og byen, men det er tid til at tage videre, så jeg kan udvikle mig endnu mere, siger Joachim Andersen til B.T.

Forsvareren kom til Sampdoria for to år siden fra Twente i hollandsk fodbold. Han forklarer, at han dengang valgte at tage til den italienske klub, fordi den havde et godt ry for at udvikle unge spillere.

- De troede på mig, og træneren er kendt som en af Italiens bedste til at organisere et forsvar. Nu føler jeg, at jeg er klar til næste skridt, siger danskeren.

Onsdag kom det frem, at Sampdorias træner Marco Giampaolo fra næste sæson overtager ansvaret i AC Milan.

Joachim Andersen sad mest på bænken i sin første sæson under Giampaolo i Sampdoria. I den seneste sæson tilspillede han sig en større rolle på holdet med fast spilletid.

Det var meningen, at Andersen i øjeblikket skulle repræsentere det danske U21-landshold ved EM i Italien. På grund af en skade deltager han dog ikke i turneringen.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News