Varde Kommune

Samlet byråd sender åbent brev til statsministeren

De kommende trepartsforhandlinger skal sætte fokus på praktikpladser for erhvervsskolerne. Det er beskeden fra byrådet i Varde Kommune til statsminister Lars Løkke Rasmussen i et åbent brev bragt i dagens udgave af Politiken.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
TREPARTSFORHANDLINGER

I det åbne brev til statsministeren opfordrer byrådet til, at der ved de kommende trepartsforhandlinger sættes fokus på den store mangel på praktikpladser inden for erhvervsuddannelserne.

Uddrag af det åbne brev i dagens udgave af Politiken:

"Det er en historisk grundsten i det danske samfund, at unge mennesker lærer deres fag fra erfarne svende. Når det ikke kan lade sig gøre, gør elevernes manglende erhvervserfaring dem mindre attraktive for virksomheder. Det betyder, at vores unge har stor risiko for at uddanne sig selv til arbejdsløshed. Samtidig vil virksomhederne hurtigt få problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, når de, der er til rådighed, mangler praktisk erfaring med deres fag.

I oktober 2015 var der 1.538 elever på Region Syddanmarks erhvervsuddannelser, der måtte nøjes med skolepraktik frem for virksomhedspraktik. Det svarer til næsten en femdobling i forhold til samme tidspunkt i 2008, hvor tallet var 314 elever*. Dette forhold er særligt kritisabelt, fordi der i mange år er blevet arbejdet på at få flere unge til at indskrive sig på erhvervsuddannelserne."

Byrådet slutter brevet med en opfordring til, at statsministeren ved de kommende trepartsforhandlinger sætter problemet på dagsordenen.

For den komplette tekst se dagens udgave af Politiken eller Varde Kommunes Facebook-side.

* Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.