Samlet byggebranche vil fastholde blokaderet

Lovgivning mod blokader vil være ødelæggende for den danske model, mener flere store foreninger.

Det vil ikke være nogen god idé, hvis politikerne lovgiver mod retten til blokade. Sådan lyder det fra byggeriets toneangivende organisationer, skriver byggeriets dagblad Licitationen.

- Mange virksomheder bøjer sig for at få fred og slippe for konflikt, og fjernes retten til at bruge blokade, så amputeres LO-forbundenes muligheder for at indgå aftaler, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Man kan derfor ikke pille ved blokadeværktøjet uden at pille ved hele den danske model, og hvis man vil afvikle den model, skal man overveje, hvad man vil sætte i stedet, tilføjer han.

Også i Dansk Håndværk, der står uden for Dansk Arbejdsgiverforening (DA), bakkes der op om konfliktretten, og samme melding kommer fra BAT-kartellet og Byggegruppen i 3F.

- Konfliktretten er et helt afgørende element i den danske model, og fjernes retten til at bruge blokade, trækkes tæppet væk under fagbevægelsens muligheder for at overenskomstdække arbejdsmarkedet, siger formand Peter Hougård Nielsen.

- Ikke mindst inden for byggeriets område vil det være en katastrofe. Vi vil blive berøvet et nødvendigt værktøj for at opretholde et reguleret arbejdsmarked, siger formanden.

Det er i høj grad byggefagforbundene, der anvender sympatikonflikt og blokade for at få tegnet overenskomst, skriver Licitationen.

Af 629 igangværende sympatikonflikter på hele LO-arbejdsmarkedet, er flere end 90 procent inden for bygge- og anlægsbranchen. Flere end halvdelen af konflikterne er rettet imod udenlandske virksomheder i byggebranchen.

Både Venstre og Konservative har åbnet for muligheden for at lovgive om blokaderetten, efter flere måneders konflikt mellem 3F og restauranten Vejlegården.

Konflikten bunder i, at Vejlegården har skiftet 3F ud med den gule fagforening Krifa, hvilket har fået 3F til at blokere restauranten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.