Der er heldigvis tale om en komedie, men alligevel er det nok lidt af en overraskelse, at Samantha Fox skal spille Gud i en norsk opførelse af juleevangeliet.
Nye Hjorten Teater skriver da også, at det nok er deres vildeste ansættelse indtil nu.
Teatret ligger i Trondheim og beskriver sig på deres facebook-profil som et privatejet teater, der har som mål at producere femstjernede teateroplevelser til deres publikum.
Og med ansættelsen af det 55-årige pop- og model-ikon skulle successen være i hus, når juleevangeliet i december præsenteres som satire i messecenteret Trondheim Spektrum.
- Jeg ser frem til det! Det bliver fantastisk at møde publikum igen. Pandemien har været meget hård for os kunstnere, så det her bliver en fest, siger en glad Samantha Fox i et telefoninterview med det norske medie VG.
Forestillingen har fået titlen ”Juleevangeliet – The Smash (S) hit Musical” og blandt andet skal Samantha Fox i rollen som Gud ride syngende på en hellig ko.
- Nogle mennesker ser på Gud som en gammel skægget mand over skyerne, hvilket kan være skræmmende. For mig er Gud en energi, der er meget større end vi kan forestille os - og som kun vil sprede kærlighed.
Jeg håber med denne produktion at være med til at formidle noget befriende og smukt, siger Samantha Fox til VG.
På sin Instagramprofil fortæller Samantha Fox selv, at hun fra 10. til 18. december skal spille en kvindelig Gud i Norge.
Du kan se opslaget herunder.
Samantha Fox har i forvejen et tæt forhold til Norge.
I seks år har 80’er-legenden været kæreste med norske Linda Birgitte Olsen og først i år blev parret forlovet.
Pandemien har udskudt deres bryllup, der nu bliver i løbet af 2022.
Samantha Fox debuterede som topløs i avisen The Sun 16 år gammel den 22. februar 1983.
Derefter var hun blandt andet en meget brugt model i mandebladet Playboy.
Hun udgav debutalbumet ”Touch Me” da hun var 20 år gammel i 1986.